Evia

Turen omkring øen Evia

Sidst på eftermiddagen ser vi en skotsk sejlbåd på grund i kanten af den gravede rende, vi gik over for se om vi kunne hjælpe, det så ud til at være en tung båd, så vi vurderede vi ikke kunne trække den fri. Der var en jolle i vandet, de ville lægge et anker ud. Med fagter foreslog vi, de skulle ro en line til land, hvor vi stod. Det gjorde de så.

Det viste sig at være sønnen, han var ved at være godt træt så han var taknemlig for at vi ville give en hånd med. Da han hørte vi talte dansk sammen råbte han ud til sin far, at vi var danskere, faderen råbte godav tilbage på dansk.

Vi kunne ikke få båden fri den var for stor og havde sat sig i sandet, men så kom vennerne til hjælp. Den gamle mands søn (ham med brændevinen og æggene) var skipper på havnens slæbebåd, han tilbød at trække skotten fri og det skulle ikke koste noget. Da de var kommet fri og fortøjet uden på Nikita kom de over til en ouzo.

Det viste sig at være John Rose og sønnen Charlie, og John kunne næsten perfekt dansk, det var jo meget hyggeligt.
Medens vi sidder og ordner verdenssituationen kommer Jørgen og Katherine (dem med farmen) forbi, de havde set Nikita fra motorvejen, og de ville lige hilse på. Og sørme om Port policen ikke også kommer, han peger på den el ledning der går ovre fra havnens brovægt til Nikita, det var ikke så godt, men hvis vi normalt er dårlige til engelsk, så kan vi altså slet ikke forstå noget nu, så tager Jørgen over og fortæller vi er deres venner. Nå det var meget fint, vi kunne blive liggende uden betaling.

Vi havde en lille uge til Hanne skulle påmønstre, den ville vi bruge til at se lidt nyt. Vi sejlede derfor til Loutra Adhipsos på nordvest siden af Evia, vi var ikke mere end lige kommet i havn så kom skotten også ind, da han skulle bytte besætning og derfor ville leje en bil.

Om aftenen da han var ovre for at snakke dansk, tilbød han at vi skulle køre en aftenstur rundt på Evia i morgen, det ville vi gerne, men inden han gik kom tyskerne (dem vi mødte sammen med Mona og Poul Erik). De havde fået deres børnebørn på besøg, og Schirly og Werner, som de hed, ville gerne vise os deres sommerhus og inden vi så os om, var Werner beordret til at hente os i bil næste aften. Vi lavede derfor vores aftale med John om til søndag.

Næste dag om morgenen kl. 9 havde Marga lavet en aftale med en græker, hun skulle i terminal bad, med 40 g. varmt vand, vand som kom fra mange varme kilder, også ude i vandet. Kl. 9 kom grækeren, flink fyr, kikkede på mig, skal du ikke også med, det er godt mod gigt og andre ting. Det endte med vi alle tre gik op til badet, der var noget med at man skulle undersøges af en læge det forstod vi godt, da vi så de badende, de var alle omkring 90 – 100 år og mange af dem kunne dårligt gå. Marga blev undersøgt af lægen og fik adgangstegn, jeg var heldigvis hundepasser og gik mig en tur ned forbi de store hoteller, et var kåret som værende mellem de 10 bedste badehoteller i verden. Det viste sig byen var berømt for sine bade og havde været det lang tid tilbage og Marga havde det også meget bedre bagefter.

Om aftenen kom Werner for at hente os, det viste sig der var 25 km. om rundt bugten ud til deres sommerhus et fint nyt hus, men det der betog os mest, var hans parkeringsplads. Under udgravning af denne var de stødt på 2500 år gamle gravsteder. Gravstederne var muret (klinet) efter samme
model som store græske krukker, i gravstederne fandt Werner (han gravede dem selv ud med teske) kranier og andre ting fra den tid. Efter fremvisning af huset blev vi inviteret med op i landsbyen, det viste sig at der var en hel koloni af tyskere, østriger, hollændere og andre. Hver lørdag samledes de oppe i landsbyen for at spise sammen.

Vi blev bænket sammen med resten af selskabet, der blev bestilt drikkevarer, sammen med drikkevarerne blev der serveret små retter, små marinerede sardiner, græsk salat, marinerede små blæksprutter og andre specialiteter. Hovedretten købte man ovre ved slagteren, han stod for tilberedning af mad til de forskellige taverner. Vi sad på byens torv og rundt omkring os sad de græske mænd med deres bede kæder og ordnede verdens problemer samtidig med at de kommenterede de mærkelige tilflyttere (tilflytterne havde sågar stemmeret ved kommunevalget), i ny og næ fik de en ouzo og en kop kaffe.

Vores køretur med John var en stor oplevelse, vi havde ikke troet at der var så flot og grønt på den fra havet set golde ø. Vi kørte en rundtur først ned af vestkysten, derefter fulgte vi en bjergvej op igennem en stor slugt med store jordskred der var flere hundrede meter ned, et sted standsede vi hvor 2 –3 meter af vejen var væk der var kun store fyrretræer til at holde på resten af vejen. Da vi kom til vejs ende var der en bom hvorpå der stod at vejen var lukket på grund af jordskred, det kunne vi godt forstå. Ellers så vi små landsbyer med vinmarker, grøntsager, frugtplantager og
naturligvis oliventræer, fint passet ind i det kuperede terræn.

På nordkysten er der lange strækninger med fin badestrand, vi spiste på en fin lille taverne og var derefter ude at bade. Næste dag tog vi afsked med John han havde fået en datter med en veninde om bord, de skulle ud til Sporaderne, og vi skulle syd på ned efter Hanne.
Vi havde lejet en bil i Khalkis for at hente Hanne i lufthavnen.

På hjemvejen kørte vi langs kysten op forbi det sted hvor vi for 5 år siden var nede for at se på en Elvstrøm 38, der var lavet en ny havnemole ved en god badestrand, den kunne sikkert bruges når vi med børnene skulle sydpå. Vi var sent hjemme ved båden så da vi havde spist ved 22:30 tiden gik Hannes lys ud, det havde været en lang dag for hende.

Næste morgen erklærede Hanne at hun nu havde ferie og ikke skulle tænke på kunder og klipning, men sådan går det ikke på en båd, der er altid noget der skal laves, så straks efter vi havde lagt til i Limni, var Hanne i gang med at klippe Marga, sådan kan det gå. Hanne og Marga var herefter på indkøb, bl.a. nogle dejlige koteletter som vi fik til aftensmad.

Næste dag sejlede vi op i bugten hvor Schirly og Werners sommerhus lå, vi havde tilranet os en fast bøje så vi lå godt.
Når vi skulle i land skulle vi jo bruge gummibåden, sådan noget havde Hanne ikke prøvet før så hun måtte bide alle tænderne sammen og skræve ned i båden, det var besværet værd der var en fin badestrand.

Om aftenen gik vi op på toppen til den lille by og spiste på et helt lille rigtig græsk sted. Gåturen hjem foregik i bælgravende mørke, vi fandt dog gummibåden og roede i retning af hvor vi troede Nikita lå. Det viste sig at bestikket var rigtigt. Da vi var kommet om bord, havde Hanne en
ide om at hun kunne slå Johannes i yatzy og det gjorde hun så!!!!
Så gik turen til Orei, der var god badestrand så der blev daset resten af dagen, om aftenen blev yatzy resultatet det samme.

Næste dag sejlede vi over i Petraki bugten det blev også til en dase dag, det kan mærkes, at der er to kvinder om bord, om aftenen blev yatzy resultatet det samme. Nu ville kvinderne ud for at se på tøj, så styrmanden havde bare at sætte kursen mod Volus en stor by med mange fine forretninger og dyrt tøj. Styrmanden kneb tæerne lidt sammen da de gik, men heldigvis kom de glædestrålende tilbage og erklærede at de overhovedet ikke havde købt noget.

Det var i Volus vi købte vores nye gummibåd, den gamle kunne ikke mere den var ved at falde fra hinanden i limningerne, solen har en utrolig magt her sydpå, 5 år er godt for en gummibåd. Næste dag sejlede vi en dejlig læns sydpå men der gik ikke ret lang tid så drejede vinden 180 grader og fra at være spejlblankt vand øgede vinden mere og mere. Hanne fik sin vand dåb, hun sad ude på for skibet, med vinden i ryggen, og den ene sø efter den anden kom ind over hende, hun var gennemblødt og efterhånden så fyldt med salt, at der var nok til et års forbrug.

Styrmanden kom med bemærkninger om hun ikke ville lidt i læ, men nej hun havde det fint. Marga
var mere dreven hun kravlede i læ helt ude for, her fyger vandet hen over
så hun var faktisk ikke våd. Da vi kom i læ for vinden i Petelou bugten havde vi regnet med at skulle ankre, men vi blev prajet fra land, at vi godt kunne lægge til ved Ahilio en lille flække med sommer taverner, det var da også en taverne ejer der med glæde fortalte, at der var vand nok, de var ved at lave en ny havnefront.

Da vi kom i land kikkede vi da også på det store obligatoriske blå skilt med EU stjernerne, her kunne vi læse at der til dette projekt var ydet 3 en halv mil € i tilskud, de skulle selv betale en fjerdedel. Nå, det er en anden historie, men det kunne være at bestyrelsen for vores gamle havn skulle på studietur til Grækenland.

Om aftenen måtte vi jo op til ham tavernemanden han havde helt forblændet pigerne, han var helt som han skulle være, hvad vi fik, kan styrmanden ikke huske. Senere på aftenen blev yatzy resultatet det samme. Vejrmeldingen for næste dag var ikke for god så vi besluttede at sejle tidligt næste morgen. Vi skulle uden om en pynt, men herefter var vi i læ af land resten af vejen til Stilidhos, hvor Hanne skulle afmønstre næste dag. Vi fik en fin sejltur så Hanne slap for at blive våd igen.

Næste dag skulle Hanne og Johannes med tog til Athen, samme tur som Mona og Poul Erik, Hanne skulle afleveres standsmæssigt og børnene afhentes.
Vi startede kl. 5:28, solen var ikke stået op, og det var en flot tur fra floddeltaet ved Lamia, som var grønt og frodigt. Herfra kørte toget langsomt op i højderne, mange steder var der meget smalt igennem dybe kløfter, solen stod op ved 6 tiden og sendte sine stråler ind igennem kløfterne -fantastisk flot. Da vi kom op var der en højslette med landbrug og industri, turen til Athen varede godt 3 timer den første del af turen var pengene værd: 10€ for en retur.

Hanne er ikke meget for at flyve så det skulle der gøres noget ved, jeg købte en stor Metaxa i lufthavnen, men hun sagde straks, at den ville hun ikke have, hun drak aldrig konjak, færdig! Jeg mente det var tiden hun skulle til at prøve noget nyt og insisterede derfor på at hun skulle, og det gjorde hun så. Der gik ikke ret lang tid før Hanne mente hun skulle købe en Metaxa og tage med hjem hun syntes den smagte godt, og jeg tænkte nu er hun vist klar til at sende af sted. Godt jeg fik hende skudt af, mit yatzy handikap havde fået et alvorligt knæk i ugens løb.

Der var 3 timers ventetid i lufthavnen inden Maria, Anders, Frederik, Gitte og Ib skulle ankomme, så inden da havde jeg bylder i r…. af de umagelige stole. De kom glæde strålende og forventningsfulde til tiden, vi tog den nye metro ind til Athen, skiftede til Lamia toget, der blev vild panik for pladsbilletterne passede ikke, men af sted kom vi da med konduktørens hjælp. Vi var i Stilidhos kl. 21:30, det var en lang dag, så da alle var installeret på Nikita og vi var blevet fodret af på en taverne, gik alle til ro.

Næste dag var alle spændte på hvordan ugen ville gå, børnene ville sejle med det samme, der var ikke godt at bade hvor vi lå. Vi sejlede over i bugten Yiali, fandt vores gamle bøje, nu var det jo tredje gang vi var her så det var vel ikke nødig at spørge mere, fiskerne der havde deres både fortøjet ved bøjer ved siden af os, vinkede da også glade til os. Så var det med at få gummibåden i vandet, drengene kunne ikke vente længere nu, Frederik skulle jo lære Anders og Marie hvordan man roede sådan en, det havde de ikke prøvet før. Men først sprang alle i det klareste vand, de nye dykkermasker og snorkler skulle afprøves. Efter en vanddag med hujen og fnisen blev vi alle roet i land. Vi gik om aftenen op til den lille landsby på toppen af halvøen, hvor vi bænkede os på tavernen, der hvor vi sidst var, sammen med Schirly og Werner. Vi bestilte drikkevarer og fik som sidst forskelligt tilbehør. De små blæksprutter og sardiner med øjne og det hele, kunne Frederik og Johannes have for sig selv. Som sidst skulle vi over til slagteren for at købe varm mad 1 kg. Grillet kebab. Skøn aften med masser af myg, og en flot himmel med mange stjerner, vi nød hjemturen. Efter børnene var kommet til køjs, nød vi gamle det hele.

Næste dag blev der badet, dykket og solet. Sidst på dagen sejlede vi det korte stykke over til byen Loutra Adhipsos, Maria og Gitte ville godt udforske en græsk by, men det blev de dog hurtig træt af det var alt for varmt. Gitte gav aftenspise på en rar taverne lige ned til strandkanten, atter en dejlig aften. Vi var hurtig trætte af byen så da der var handlet ind næste morgen, sejlede vi for motor på spejlblankt vand til Limni. På turen blev vi enige om at det kunne være rart med en bade tur, aldrig så snart der var givet grønt lys sprang børnene i, Gitte ville godt vide om vi ikke skulle ankre, og hvor dybt er der, ikke pylret Gitte se børnene, selv Marga var ude at bade hvor hun ikke kunne bunde. Efter søkortet var der vist 500 meter uha det var dybt (Ekko loddet kan kun måle ca. 200 meter).

Lidt senere så vi en søslange på vel 3. meter den blev forskrækket for båden,
og for bugtende af sted hen over vandet så langt vi kunne se. Det så faktisk sjovt ud, en slange på land bugter sig horisontalt, søslangen er vendt på højkant og rører faktisk ikke vandet når den spurter. Det var godt vi havde badet inden slangen dukkede op.
Da vi kom til Limni var de lokale i gang med at mørne blæksprutter, de bliver kastet ned mod sten en halv times tid, herefter vaskes de grundigt, før de hænges op i solen til tørring.

Nu gik turen over til fastlandet i en lille godt beskyttet bugt Skorponeriou, vi havde været der før med Karin og Lars, men til forskel fra den gang var der nu mere liv, grækerne havde weekend, de badede fiskede og drak ouzo. Så da vi var i land for at børnene kunne få en is, og vi en ouzo, kom der et par grækere over fra nabobordet, de syntes vi skulle have tilbehør til vores ouzo.

Det viste sig den ene havde snorkel dykket efter forskellige muslinger og snegle, de blev åbnet med en kniv, lidt citron på, og så ellers ned medens de endnu var levende. Grækerne sagde ouzoen tog liver af dem, men de kunne nu også spises uden ouzo, Frederik var helt vild med dem, Maria og Anders var dog ikke så vild med tanken om at få noget levede ned i halsen, Maria samlede i stedet skallerne sammen, hun fik en stor samling af de flotteste skaller. Ib og Johannes blev siddende medens pigerne roede ud til Nikita for

at lave aftensmad, frikadeller kræs for ganen. Vi sad igen ude til over midnat og hyggede os, det er de aller skønneste timer.

Lørdag 9. juli kom vi igen til Khalkis, byen med broen der kun åbner en gang i døgnet, vi fik af brovagten at vide vi kunne forvente at komme igennem 21:30 så vi havde en dag i byen. Det skulle udnyttes mente pigerne, de kom dog for sent af sted, det var lørdag, forretningerne lukkede tidligt.
Langs med kajen hvor vi lå er der en stribe dyre restauranter neden for hotellerne.
Ib ville gerne give spise da vi nu alligevel lå her, vi kunne jo ikke købe ind, styrmanden foreslog vi skulle gå op i den anden ende her var det billigere, men styrmanden fik straks at vide at det var noget små borgerligt fis basta, vi skulle have noget ”rigtig mad”, vi fik pizza.

Styrmanden var klar ved WHF radioen og fik grønt lys til at sejle igennem broen kl. 23:20. det var helt mørkt, hundredvis af mennesker stod og så på, og vinkede, det er temmelig hyggeligt og flot , alle nød det. Da vi havde fået vores plads på den anden side af broen, hvor vi før havde ligget, satte vi os og nød en rom og cola, dejligt, godnat.

Næste morgen sejlede vi på blankt vand til Oropos i stegende hede, her var der lavet en ny havn. Børnene var sløve så det var med at få dem i vandet hurtigst muligt, herefter var de sultne, så var det med at få dem fodret af hurtigst mulig. Det er ikke altid nemt at have med børn at gøre. Herefter var der promenade tur, alt det ragelse, der er i de forskellige sommer byer, skulle gennemgås, det er det samme overalt, alligevel har det stor tiltrækning på barnlige sjæle.

Turen gik herefter til Voufalo, en fin beskyttet bugt på Evia siden, vi ankrede op midt i bugten. Der var kun et par taverner og en lillebitte by, der nød vi det i to dage, alle syntes det var så dejligt der. Vi badede og dykkede efter forskellige snegle og skaldyr, nu behøvede vi ikke grækernes hjælp mere, vi var selvforsynende med god bider. Nå men alting får jo en ende vi havde valgt Porto Rafti som sluthavn den lå tæt ved lufthavnen og kunne nås med taxi.

Vi havde regnet med vi kunne få kajplads men nej ikke her, vi prøvede flere steder men blev afvist, Ib blev sat i land gik op til Port
Policen, men samme resultat, en græker fortalte ham at policen var ”købt” her. Vi måtte ud for anker, ikke så bekvemt her, da der rullede en skæv sø ind, nå men der var ikke andet at gøre. Nikita skulle jo være alene næste dag så vi lagde vores store stok anker ud for en sikkerhed skyld. Vi kom i land og sundede os lidt, fik en Mythos, det er blevet vores foretrukne øl. Ib var ude for at finde taxa til næste dag, men de var ikke at finde her, kun tilkalde taxa, han fik dog med hjælp fra en græker lavet en aftale med 2 taxa til næste morgen kl. 10:00, nu var det jo spændende om de kom så han havde fået flere tlf. nr. i reserve. Landkrabberne ville gerne i land for ellers blev de søsyge sagde de, så der blev badet fra land og om aftenen hyggede vi os på en taverne lige over stranden, til natten stilnede vinden lidt af så det var ikke så slem om natten.

Næste morgen blev al bagagen fragtet i land med gummibåden, der gik i pendulfart til alle var i land, nu var det jo spændende om taxaen kom, det gjorde de på slaget, vi var med i lufthavnen vi skulle jo have Bo med tilbage. Alle kom godt af sted brune og fyldt med oplevelser efter 10 dejlige dage, vi siger dem tak for deres glade smil til afsked.

Med kærlige sejler hilsen

Marga og Johannes